Vi købte den gamle slidte gård i det smukke Veddinge Bakker i 2020. Vi kalder den Munkebjerggård efter et familienavn. Vi har bygget et nyt stuehus og renoveret længerne. Her vil vi skabe et jordbrug og en virksomhed der er baseret på vores egne værdier, fritidsaktiviteter og levevis.
Ved kysten her, som er rå og mangfoldig og byder på mange fine naturoplevelser, har vi selv gennem årene dyrket kystfiskeri og UV-jagt som fælles aktivitet i familien.
Vi har stor interesse for madlavning med særligt vildt og fisk og har i mange år krydret denne med røgning.
Den gode oplevelse
På Munkebjerggård vil vi forkæle lokale, landliggere, fritidsnomader og farende folk, med kolonial kvalitet og havets og naturens store potentiale.
Vi gør hvad vi kan for at skabe oplevelser og mad der giver dagen en ekstra dimension og bliver et minde der tilføjes hverdagen, turen eller ferien. Vi har udstyret, maden og råvaren – I skal bare dukke op, være i centrum og blive guidet og forkælet på stedet – oplevelsen er jeres alene. Eller I kan blot proviantere i mad eller grøntsager i gårdbutikken .
Vores råvarer
Vores marker strækker sig over 6,8 ha. Den ene som en ikonisk bakke der topper 83 meter over havet og den anden som en skål omkring gården. Her dyrker vi grøntsager, frugt og bær efter principper for økologi, permakultur og regenerativt landbrug.
Vi hverken sprøjter eller kunstgøder og vi arbejder i respekt for natur og dyreliv og med ambitionen at opbygge en sund jord som ressource for dyrkningen af vores mad.
Vi vælger dyrkningsmetoder der passer til en tæt og intensiv dyrkning af afgrøder, som passer til størrelsen af vores forbrug, som passer til mængden af arbejdstimer og som passer til en god mængde lokale kunder.
Lige nu dyrker vi grøntsager og jordbær og tester forskellige andre bærsorter. Vi plukker frugt og handler råvarer hos økologiske naboer tæt på, indtil vores egne nye træer er store nok til at høste fra og vores frugtbuske vokser til.
Vi sælger alle sagerne i vores lille gårdbutik og i køkkenet bliver markens afgrøder og andre lokale råvarer til god mad som du kan købe med på vejen.
LAG – Lokale aktionsgrupper
Vi søgte i 2020 LAG Midt-Nordvestsjælland midler til projektet på Munkebjerggård. LAG er en lokal aktionsgruppe under EU for udvikling af landdistrikterne. Vi kom blandt de udvalgte som fik støttetilsagn i 2021.
LAG Midt-Nordvestsjælland støtter projekter, der skaber liv og vækst i landdistrikterne. Munkebjerggaard vil på forskellig vis netop bidrage til:
- At udvikle og styrke små og mellemstore virksomheder
- At udvikle turismen for området som helhed
- At styrke entreprenørskab og iværksætterkultur
- At fastholde borgere og øge bosætningen
Munkebjerggård vil udvikle samarbejder med andre lokale producenter af eksempelvis kød, øl, vin, jagtvæsener, gartnerier, foreninger mv. Vi vil bidrage til visionerne i Odsherreds Kommuneplan samt LAG’s visioner og udviklingsstrategi om at give flere fritidsmuligheder til lokalbefolkning og turister og herved give flere muligheder for udnyttelse af naturen, havet og stranden.